Hovawartens historie

I middelalderen blev gårdvogteren "Hovawarten" første gang nævnt skriftligt. Desværre uden afbildning, men det kan have været en større hyrdelignende type, med tyk pels der beskyttede mod al slags vejr, med et stærkt vagt- og beskyttelsesinstinkt og tæt tilknytning til mennesker. I begyndelsen af det 20 århundrede begyndte Kurt F. Køning tilbageavl af Hovawarten. Han indsamlede bondehunde af ukendt afstamning - men som i grundtype og væsen svarede til idealbilledet af den gamle "gårdhund " - rundt omkring på gårdene i Harzen og det hessiske Odenwald. Disse bondehunde blev så krydset med forskellige pjuskhårede fårehunde, hyrde- og sennenhunde, men frem for alt; Schæferhund, Newfoundlænder (den gamle, lidt mindre type), Kuvacz, Leonberger og Afrikansk vildhund. Det blandede arvegods kan man stadig i dag spore i variationen i størrelse, pels, type og hovedform.

Maleri fra ca: år 1850

Racen anerkendes

I 1922 blev det første kuld registreret, og i 1937 blev racen anerkendt. Siden 1964 har Hovawart hørt til de anerkendte racer af tjenestehunde og bliver bl.a. brugt i polititjeneste og som rednings- og lavinehund.

Opdrættet af Hovawart blev analyseret i l980. Derved blev de andre racer der var involveret i dannelsen af racen også set an, så vidt disse hundes andel som type. Denne betragtning blev valgt for at se på grundstammen af vore Hovawart, som de typiske og ønskværdige egenskaber for racen. Derved blev det slået fast, at de ubekendte indkrydsninger ikke spiller nogen rolle i dagens Hovawart, da disse dyrs efterkommere ikke er brugt i avlen.

I dag gælder altså historien, at den typiske Hovawart (typehund) er følgende: Tysk Schæfer, New Foundlænder i sin oprindelige mindre størrelse, Kuvasz, Leonberger og en afrikansk vildthund.Man skal desuden tænke på, at den oprindelige Hovawart havde en større del af Leonberger i sig. Men dette er for de fleste opdræts vedkommende avlet ud igen i en mindre målestok, måske undtagen i Hartsen og Schwartsvald.

Racens stamfader

Castor Meyer Busch 1932

3 Hovawarter efter 2. verdenskrig 1949

Flere opdrættere har derfor valgt at lade racen Hovawart være som den er. I hvertfald har den kendte avler Kurt F. König, kendt for de oprindelige kuld i l922 og et kuld i l927, bosat i Østrig, fortsat som en dominerende opdrætter avlsmæssigt. Interessant er det. at mange senere kuld er avlet under hans indflydelse. Dels under hans navn dels under navnet „Zootechniche Station“, dels under en navnekombination med andre avlere. K.F. König har med sikkerhed lagt navn til flere kuld selvom de ikke stammer fra hans kennel. I hvert fald var det sådan, at i et godt kuld stillede han gerne sine hunde til rådighed for parring, også selvom det blev linieavl.

Det blev i denne sammenhæng gjort klart, at König var „udenoms“-opdrætter. I årene fra l934 til l945 var han avlsleder. En avlsleder er ikke det samme som en „udenoms“ opdrætter.

Hovawarten blev avlet i en avlssammenslutning i Raume Thale/Harz. Hvem der kom på idéen, at avle disse hunde i et avlsprogram, er ikke helt klart. K.F. König var i l922 endnu for ung til at være initiativtager til et seriøst Hovawart avlsprogram. Mere sandsynligt er det, at det var rittmester v. Stephanitz, forfaderen til den tyske schæfer, der ville avle på den nye Hovawart.Dermed blev der skabt en hunderace der i type var hverken større eller mindre en den gængse type i Europa. I hvertfald var det sådan, at alle brugshundefolk på den tid, med J.A.Becker og Theo Grab, ville have en hund i type med en schæfer. Disse opdrættere var sikkert af den opfattelse, at schæferhundens andel skulle bibeholdes i den fyrige og hårdere brugshund.

Det er en skam, at disse opdrættere hvad betræffer brugshundetanken ikke hørte på König. Derved ville vi i dag måske have haft en mere hærdet og fyrig brugshund. Problemer som vi i dag beskæftiger os med er arven fra tysk schæfer, farven blå/grå for størstedelen af typehunde og tilbageførelse i schæferhunden. Vildfarven og dårlig markering stammer med største sandsynlighed fra typehunden. En større schæferhundeandel havde sandsynligvis ikke gjort problemet større og temperaments-problemer ville måske have været mindre. N.B. Man skal her huske på, at den oversatte tekst er fra en bog oprindelig trykt i l963 og i de senere år har man i avlen netop fokuseret på at gøre temperamentet meget mere familievenligt.

Han skulle dengang have fastslået hvilke dyr der havde været vigtigt at fremavle. Først et kuvaszkuld, dernæst et leonbegerkuld. En krydsning af leonberger med schweitzer sennenhund fulgte, men blev ikke ført videre. Vigtigst var en krydsning af tysk schæfer med en typehund. Den første hund efter en gennemavl var en new foundlænder af den lette og mindre type. Den videre krydsning der fulgte var sandsynligvis new foundlænder/typehund eller new foundlænder/tysk schæfer. Alvin Buschs første kuld havde 25% kuvaszandel og 75% schæfer-hundeandel. Den vigtigste Hovawart avl gennemførte „Castor Meyer - Busch“ i l932.

Han prægede med sit gennemtænkte avlsprogram de næste 30 år, racens videre forløb. Her var 45% typehund, l2% new foundlænder, l5% kuvasz og 28% tysk schæfer. Kulder Geiser, der havde den næst vigtigste rolle i avlsarbejdet havde en sammensætning af 7o% typehunde, l2% new foundlænder, 8% kuvasz og lo% tysk schæfer. Begge linier er dokumenteret i den første avlslinie som brugshundefolk brugte, nemlig Konig som avlsleder af Greiser-hunde. Leonberger andelen i den sideløbende linie gik dog hurtigt tilbage. I den såkaldte „Zootechniche Station“, et meget højttravende begreb, blev typehundeavlen større. I l940 blev endnu en afrikansk vildhund krydset ind. Dermed blev genblandingen lukket.

Sålænge König var avlsleder var der ingen klare linier i avlen. Man kan sige, at Konig-avl betyder„muligvis tilfældigt, muligvis en smule ensidig“ avl. Hovedbetragtningen at Hovawarten gennem tilbagekrydsning blev gjort stabil, er falsk. Tværtimod er det sådan, at over flere generationers indavl blev en klar avlslinie tabt. Med Konig som opdrætter voksede racen ikke. Racens egenskaber blev ikke fastholdt eller ikke taget i betragtning. Han propaganderede for den tyske schæfer hund. Man må beklage, at König, som havde alle mulighederne, ikke brugte dem for at fremme racen og dermed ikke opnåede sin tids anerkendelse.